Fællesskabet i Mens Section i Vejle Golf Club
Fællesskabet i Mens Section i Vejle Golf Club
Er du mand, +18 år og frigivet til stor bane… ja så kan du lige så godt møde op og blive en del af fællesskabet i Mens Section!
Torsdag eftermiddag slår vi ud mellem klokken 13:30 og 16:00. Tilmelding via golfbox, som til enhver anden turnering, vores er dog lukket så kun medlemmer af Mens Section kan tilmelde sig.
Er du nyt medlem og har betalt kontingent, så bliver du registreret således, at du kan tilmelde dig i golfbox. Du vælger frit din tee tid imellem de ledige tider og hvilken flight du vil gå på.
Sådan bliver du medlem af Mens Section i Vejle Golf Club
Mød op til åbningsmatchen lørdag den 16 marts 2023 fra klokken 10.00. Du kan også altid melde dig ind ved betaling af MS-kontingent på mobilepay nr. 60920, Prisen er 650,- kr. for sæson 2024.
Som Mens Section medlem, vil du løbende via vores hjemmeside kunne finde matchresultater, ranglister og stillinger samt en medlemsliste med kontaktinformationer på alle medlemmer. Har du ikke adgang, kan du få et login via hjemmesiden www.vgcms.dk.
Det er også her du har mulighed for at tilmelde dig til turene og om man vil være med i Single og Hold hulspil turneringen.
DU ER MEGET VELKOMMEN
For at sikre, at nye medlemmer bliver godt integreret i Men’s Section vil der så vidt muligt altid være én fra Præsidiet, der op til og under torsdagens matcher hjælper nye medlemmer og sikrer, at alle har nogen at spille med. Det er vigtigt, at vi får nye medlemmer rigtigt ”ind” i MS, så de hurtigt bliver en del af fællesskabet og de gode golfoplevelser. Jeg vil derfor opfordre alle til at invitere nye medlemmer af MS med i din flight. Book jer gerne på samme flight i golfbox.
Men’s Sections formål er at dygtiggøre og udvikle såvel gamle som nye spillere, at diskutere golf- og etiketteregler, at øge spillernes viden herom, samt kombinere golfspillet med kammeratligt samvær.
Start tid er torsdage fra kl. 13.30.
Tidligere start SKAL godkendes af Captain, da man ellers ikke vil komme i betragtning til præmier. Scorekort skal afleveres inden kl. 20.00. Efterfølgende spisning vil, så frem andet ikke er oplyst, være kl. 20.15.
Scorekort, der afleveres efter kl. 20.00, kommer som udgangspunkt ikke på dagens resultatliste, medmindre forsinkelsen skyldes et generelt pres på banen. Dette vurderes af Captain. Opnåede points bliver altid registreret til de gennemgående konkurrencer, ligesom handicap reguleres i golfbox, hvis resultatet ellers giver anledning til dette.
Gæstespillere fra andre klubber er velkomne mod betaling af 50 kroner i MS matchfee.
Medlemmer af VGC kan være gæstespillere efter forudgående aftale med præsidiet. Man kan kun deltage som gæstespiller én gang. Gæstespillere deltager uden for dagens præmierækker, men er berettiget til at modtage præmie for nærmest hullet og birdie, hvis gæsten er tilmeldt disse.
Torsdagsmatcher i Men’s Section er som udgangspunkt tællende runder og handicapregulering vil ske for alle uanset handicap.
Vi har det vildt sjovt og derfor var vi i 2023 haft ca. 100 medlemmer af MS i Vejle og vi har nok et max på ca. 110-115 for at sikre en reel mulighed for at nå ind til tiden hver torsdag, hvor vi skal aflevere scorekort inden kl. 20.00
En torsdag i
Mens Section
= hyggeligt samvær
Efter dagens match er der fælles spisning, som man tilmelder sig via golfbox samtidig med, at man booker starttid, inden man går ud. Dette skal ske af hensyn til restauranten. Afvigelser herfra skal aftales med Captain.
Under middagen finder dagens præmieoverrækkelser sted. Praktiske oplysninger vedrørende fremtidige arrangementer overbringes ligeledes her.
For at opnå præmie er det en betingelse, at man, inden man går ud for at spille, har tilmeldt sig spisningen.
Deltager en spiller ikke i spisningen, fraskriver man sig sin eventuelle præmie.
Dog vil gevinst for ”nærmest hullet” samt birdies altid blive udleveret, hvis man er tilmeldt – og har betalt til dette, ligesom man naturligvis også bliver tildelt sine points i de gennemgående matcher.
Regelspørgsmål foregår 4-6 gange i 2024 og vinderen belønnes med at spise gratis med torsdagen efter. De dårligste besvarelser idømmes en bøde, som betales straks i pondus.
Samvær er mere end en “torsdagsmatch” - det er også dags- og weekend turer med god golf, hygge og naturligvis dårlige jokes.
HUSK at du også har et ansvar for at bidrage til hyggen i Mens Section. Glem derfor ikke at fortælle den gode historie fra runden under spisningen.